Steffen
Anderledes, venskabelig og humoristisk nørd-next-door, der nyder ananas på pizza
Anderledes, venskabelig og humoristisk nørd-next-door, der nyder ananas på pizza
I min ungdom blev meget af tiden brugt foran computeren. Det gør den egentlig også i dag, men nu er mit arbejde ansvarlig for en god bid. Når jeg ikke har travlt med at få firkantede øjne, nyder jeg bl.a. at lytte til musik, særligt fra den åbenlyst bedste periode i 90'erne, eller også diskuterer jeg med min kat.
Som tidligere nævnt er jeg glad for musik (jeg er så unik!), og jeg elsker at se stand-up comedy. Jeg er ikke typen der går til vilde koncerter, men jeg er for nylig begyndt at tage til live-shows med stand-up comedy. Min forståelse for humor er til den mørke side, og det bliver hurtigt interessant hvis komikeren er provokerende og tankevækkende.
Det er ikke utænkeligt at jeg kan lokkes med på et museum, dog skal der være andet end malerier at kigge på. Ellers er en tur i Zoo eller en gåtur på de milde dage ret lækre.
Jeg nyder både analoge og digitale former for spil (altså brætspil/kort og computer), dog skal det helst være for at være social med venner og familie. Multiplayer og co-op er lige min kop te, og helst inden for genrerne fantasy, survival eller horror. Kampspil og fifa siger mig intet.
I min ungdom begyndte jeg at spille World of Warcraft, hvilket endte med at blive en hobby der hang ved i omkring 7 år. Det var i den forbindelse jeg begyndte at interessere mig for programmering, og startede med at lave mine egne modifikationer til WoW. Jeg blev en del af et community (tukui.org ) centreret omkring disse former for modifikationer, hvor jeg var co-administrator i nogle år, indtil jeg valgte at træde tilbage i år 2021.
Samtidig med min interesse for programmering manifesterede sig, begyndte jeg også at lege med meget simpel webudvikling i HTML og CSS. Det var en interesse jeg fik lov at omdanne til reelt arbejde lidt senere i livet, men efter et års tid fandt jeg en ny kurs. Jeg nyder dog stadig at rode med opsætning og modifikation af hjemmesider, eksempelvis denne hjemmeside du sidder og læser på lige nu.
Jep, du læser rigtigt. Jeg er en af den type personer. Jeg foretrækker genrerne slice-of-life, romance og comedy.